Husk du kan kontakte os på mail This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it. eller chatten i højre hjørne. Vi vil meget gerne formidle dine gode historie her på siden.

Psykolog og Angst

Jeg har siden jeg var barn lidt af angst og har prøvet forskellige behandlingsmuligheder. Jeg fik for nogle år tilbage også diagnosen Ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, hvilket jeg synes passer meget godt overens med, at min angst har været nærværende så mange år. Jeg har modtaget MBT, DAT og så har jeg gået til psykolog som behandling for dette og jeg kan mærke, at de forskellige behandlingstilbud internt også kan være forskellige alt efter hvilke behandlere der er sat på.

Jeg følte selv, at MBT blev meget langhåret og "fluffy", hvorimod DAT gav mig rigtig mange praktiske redskaber til at håndtere min hverdag og min tilstand, f.eks. hvordan man plejer relationer. Det skal dog holdes løbende ved lige, og det har jeg haft svært ved. Jeg prøver løbende at tage nogle øvelser op, hvis jeg er ved at glemme og er ved at falde tilbage i gamle mønstre. Jeg føler at alle ville kunne have glæde af DAT - også selvom man ikke er tilknyttet psykiatrien eller har diagnoser. Jeg går nu til psykolog, da jeg ikke kunne få bevilliget et forløb mere ved psykiatrien her i området.

Hun er ikke diagnosefokuseret men mere fokuseret på, at vi til hver gang tager problematikker op jeg har eller har haft. Jeg skriver i en notesbog i mellemperioden om, hvad der har været svært, og vi vender det i samtalen. Hun giver mig også ofte en "opgave," som vi bliver enige om jeg skal arbejde med hjemme. Snart opretter hun en gruppe med folk med angst, og denne har jeg sagt ja til at være med på, fordi jeg netop har brug for konkrete redskaber til selve angsten og fordi jeg aldrig på den måde har været tilknyttet et angstforløb. Jeg ved af erfaring, at det kan være meget givende at sidde med andre i samme situation som én selv, så man kan spejle sige i hinanden og tænke " jeg er ikke alene - og jeg er jo ikke så skør endda!"

 

K, 36